Site map

Folkekulturværkstedet

Broby Gamle Skole

Referat fra generalforsamling

Folkekulturværkstedets generalforsamling 5. marts 2022

Bestyrelsen bød velkommen til de fremmødte.

Ad 1    Valg af dirigent:

Merete blev valgt som dirigent
Referent var Poul.

Ad 2    Beretning ved bestyrelsen for året der gik, siden sidste generalforsamling:

Generalforsamlingen i 2021 blev udskudt helt frem til den 17. juni, dette grundet situationen med corona og stramme restriktioner hele foråret, som gjorde det vanskeligt at planlægge noget som helst på bare lidt længere sigt.
Igen lykkedes det at vælge en fuldtallig bestyrelse med 5 medlemmer, 2 suppleanter og en revisor. Denne gang var der 2 nye medlemmer, som stillede op til hhv. bestyrelsen og suppleantposterne, hvilket ikke sket i flere år – det er dejligt med nyt blod og nye øjne. I år har bestyrelsen dermed foruden mig selv bestået af Poul Høgh Andersen, Inge Beck, Lykke Borello og Anette Lundby samt suppleanterne Kenneth Staben og Mette Petersen.
For Folkekulturværkstedet som for alle andre har det igen været et svært og uforudsigeligt år. Vi har dog bedre end året før kunnet ”navigere” i forhold til restriktioner m.v., selvfølgelig ikke mindst fordi vi – som resten af samfundet – har været bedre til at forestille os, hvad der ville kunne lade sig gøre. Først og fremmest var vi på forhånd enige om ikke at planlægge for mange aktiviteter i 2021. Derfor har vi også kun haft én aflysning, et bal sidst i november – samt været nødt til at udskyde balladeseminaret til marts måned.
Vi har af samme grund holdt blot 3 bestyrelsesmøder – alle fysisk, hvilket både er hyggeligt og giver bedre møder.
På grund af Inges ihærdige kontakt med Statens Kunstfond havde vi fået mulighed for at overføre midler til aflyste arrangementer i 2020 til at afvikle en del af arrangementerne på et senere tidspunkt, og det er lykkedes i rimelig grad.
Bladet skulle være på trapperne.

Heldigvis gav sommeren mulighed for at holde en lille håndfuld arrangementer.
I juni fik vi tilbudt en forestilling med Teatret Om – ”Med Fynd og Klemmer” til en fordelagtig pris, og det blev et velbesøgt udendørs arrangement i fantastisk vejr og med ca. 50 gæster. Eftermiddagen blev afrundet med kaffe og kage samt fællessang i skolegården
I juli lagde skolen hus til et arrangement med Jacob Hogrebe og Sonni Christensen. Arrangementet var i anledning af udgivelsen af bogen ”Den splittergale spillemand” om Jacobs begivenhedsrige liv og store arbejde med den folkelige musik. Dette arrangement trak fulde huse indendørs – vi må have været over 50 i salen, og vi afsluttede med ”Skuld gammel venskaw”, for mange af os nok første gang i længere tid en anledning til at tage hinanden i hånden og synge sammen.
I juli holdt vi også den traditionsrige sanguge. Kylle, som vi jo har mistet for ganske nylig, var med hele ugen. Vi var også så heldige, at Tippe Molsted og Miguel Utreras, som arbejder sammen blandt andet i truppen Vindenes Bro, var forbi og opførte deres forestilling ”Høst”. Om aftenen var der kulturudveksling over en som altid dejlig middag.
I august havde vi bal arrangeret af LirumLarums Roskilde Folkedanserlaug.
Efteråret gik fint frem til slutningen af november, hvor bekymringer over coronasituationen igen begyndte at lægge en dæmper på tingene.

Således havde vi i september en lille koncert med den lokalt bosatte duo ”Vælving”, som havde fået coronastøtte til en koncertrække, hvoraf en af dem blev holdt med Folkekulturværkstedet som vært. Lille fremmøde men god stemning.

I oktober holdt vi en dag med Barn Dance/engelske danse, med orkestret ”The English Country Dance Band”, bestående af Richard Armitage, Jeremy Newton, Lotte Kielberg, Stefan Groot og Per Brink Vilsen. Eftermiddagen bød på ”English Afternoon Tea” med traditionelle lækkerier som cucumber sandwiches og cream tea – samt workshop med instruktion. Såvel tebordet som aftensmaden indgik i det engelske tema og var kreeret af Maria Franzén med hjælp fra Nanna Beth Konglevoll. Efter aftensmaden åbnede vi dørene for et bal. Musikerne bød på selskabelige fællesdanse, og alle – både de gamle garvede og helt nye gæster kunne muntre sig. Cirka 25 mennesker havde en dejlig dag. Arrangementet var støttet af Statens Kunstfond.
I november havde vi en fantastisk Børne-Ungeballadeweekend, og det var tydeligt at alle havde savnet det vidunderlige og unikke samvær, som denne weekend byder på for ballademagere i alle aldre, børn – unge – og deres voksne. Skolens rammer var lige ved at sprænges, da der gik kludder i tilmeldingerne og jeg selv fik sagt ja til alle, der meldte sig – også dem der kom for sent – ud fra filosofien: vi er alligevel lidt for mange, så én fra eller til. Det lykkedes dog at finde en soveplads til alle. Og den frygtede corona holdt sig væk både før og efter.
Og SÅ lukkede landet igen.

Kalenderen på hjemmesiden holdes løbende opdateret med Folkekulturværkstedets mangeartede arrangementer. Arrangører af nye tiltag kontakter web-master (Poul Høgh Andersen) pr. mail (pha@bgsbroby.dk).

Folkekulturværkstedets aktiviteter annonceres også på Facebook, og der inviteres via mail til medlemmer og andre interesserede, fx tidligere deltagere, og nogle aktiviteter lægges på Kultunaut samt på Folkalender. Merete og Jørgen sørger for pressemeddelelser og annoncer i lokalpressen

Tak til alle aktive for deres bidrag til vores arrangementer – både dem, der officielt står for at afvikle dem, og dem der alligevel altid ender med at tage sig af vigtige ting undervejs.
Samtidig vil jeg takke Jørgen og Helle – jeg ved at I har været glade for at det igen lykkedes at få liv og glade dage på skolen.
Hvis ikke vi havde skolen og Jørgen og Helle, ville Folkekulturværkstedet være ganske hjemløse.
 

Merete Mensink, marts 2022
 

Kommentarer til bestyrelsens beretning:
Preben fandt det ærgerligt at være gået glip af så mange gode arrangementer.
Jørgen synes, at det var en forkert beslutning ved sidste generalforsamling, at undlade opkrævning af kontingent for 2021, og også at der ikke blev udsendt et blad sidste år.

Bestyrelsens beretning blev godkendt med akklamation.

 

Ad 3    Regnskab og budget

Regnskabet for 2021 og Budget for 2022 blev godkendt.

Der bør også mindes om kontingentbetaling på hjemmesiden og på Facebook.

 

Ad 4    Eventuelle forslag

Der var ingen forslag modtaget

 

Ad 5     Valg af bestyrelse

På valg var:

Poul Høgh Andersen

Inge Beck

Anette Lundby Hansen

Ikke på valg var:

Merete Mensink

Lykke Borello Hvass

Den nye bestyrelse blev:

Merete Mensink

Inge Beck

Lykke Borello Hvass

Poul Høgh Andersen

Anette Lundby Hansen

Suppleanter blev:

Anne Mette Petersen

Kenneth Staben

 

Ad 6    Valg af revisorer:

Revisor blev:

Kristian Nielsen

 

Ad 7    Eventuelt:

Itys fortalte om det kommende arrangement med Ebba og skillingsviser
Jørgen foreslår, at bestyrelsen overvejer en indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling i efteråret, fordi Jørgen sætter skolen til salg, og det ikke vides, hvornår et salg kan blive en realitet. Med baggrund i et muligt salg bør vedtægterne muligvis ændres, som bestyrelsen kan overveje.
Jørgen vil i løbet af året indkalde til nogle forskellige arbejdsgrupper, som kan tage stilling til oprydning af det arkiverede materiale inden hvert af de forskellige områder med hvad der skal ske med det arkiverede materiale
 

Tak for god ro og orden ved Merete

 

 

Referater fra tidligere års generalforsamlinger:

 

Generalforsamling 2021

Generalforsamling 2020

Generalforsamling 2019

Generalforsamling 2018

Generalforsamling 2017

Generalforsamling 2016

Generalforsamling 2015

Generalforsamling 2014

Generalforsamling 2013

Generalforsamling 2012

Generalforsamling 2011

Generalforsamling 2010

Generalforsamling 2009

Generalforsamling 2008

Generalforsamling 2007

Generalforsamling 2006

Generalforsamling 2005

Generalforsamling 2004

Generalforsamling 2003

Generalforsamling 2002

 

Senest opdateret: 26. March 2023